Opdag den betagende skønhed i Skåne på Öresundsleden, en 200 kilometer lang vandrerute som er en del af Skåneledens over 1000 kilometer lange stisystem i Sydsverige. Selvom ruten er både kyst- og bynær tilbyder den fremragende og enestående natur, udsigt og svensk kulturarv. Vandring på Skåneleden skuffer aldrig, heller ikke den del der kaldes for Öresundsleden.
Rutedetaljer og GPS
Rute: Skåneleden Etape 7, Öresundsleden Helsingborg-Rydebäck
Niveau: Nem
Terræn: Asfalt, grusstier
Længde: 16,3 km
Transport: Færge fra Helsingør (ForSea.dk) eller tog fra København/Malmø (Rejseplanen.dk, sj.se) Som så mange andre storbyer, kan parkering være udfordrende og udgiftspræget.
Overnatning: Hoteller, Aibnb, B&B i Helsingborg og omegn. Shelter i Rydebäck (se kort herunder, den blå er bare et skur hvor man ikke kan overnatte) Shelteret ligger på stranden, der er plads til 5-6 personer og der er toilet ca. 100 m derfra.

Afmærkning
Afmærkningen er generel rigtig god i Sverige, og det er svært at gå forkert. På denne tur skal du følge Skåneledens SL5 som er markeret med orange skilte og orange spray på træer.
Du kan også følge ruten i AllTrails app’en (den er gratis med mindre du vil downloade kort).

OBS: Ved hospitalet skal du være opmærksom på at krydse vejen og komme op på stien. Her mangler en pil på den side du står på og man kan nemt forpasse denne afmærkning (ved 0,2-0,3 km på ruten i AllTrails)
Natur og oplevelser undervejs
Denne etape er en bytur og har ikke meget svensk ødemark over sig. Men når det så er sagt er det en meget smuk tur og man forstår godt hvorfor den har fået en gennemsnitlig anmeldelse på 4,6/5 af AllTrails brugere.

Er du bare en snert så interesseret i gammel arkitektur som mig, så er turen en uendelig slikpose. Fra Helsingborgs historiske bymidte og den imponerende slotstrappe op til middelaldertårnet Kärnan og Rosenträdgården, til Vittra Landborgen og Den Internationale Engelske Skole — bygninger så majestætiske at det er svært at få et godt billede af dem.

Efter ca. 7 kilometer træder man ind i Ättekulla Naturreservat – en oase midt i byen og på trods af indfaldsvejenes nærhed, er de nærmest lydløse her. Her var det også muligt for mig at finde en bænk i solen – perfekt til frokosten på denne solskinsrige forårsdag i marts. Jeg havde endda selskab at et nysgerrigt egern.



Efter 12 kilometer rammer man Råå havn og derefter stranden ved Örby hvor man fortsætter langs vandet resten af vejen. Her nyder man virkelig godt af at være på østsiden af Øresund, da man har solen og solnedgangen at glæde sig over. Er det sommer, så huske eventuelt badetøj for stranden er fænomenal (men måske også lidt crowded?)
Fra Rydebäck kan man tage toget tilbage til Helsingborg eller Malmø-København. Benyt Google Maps for at finde vej, eller spørg de lokale. Man køber billetter på stationen og de kører hver 30.-60. minut. Tjek sj.se for afgangstider.

Proviantering og faciliteter
Der er mange muligheder for proviantering og vand undervejs eftersom den er en bynær tur. Der er også mange offentlige toiletter (modsat i danmark) og jeg synes ikke det kræver planlægning.
Terræn
Der er en total højdeforøgelse på 185 m som ligger i begyndelsen af ruten. Det meste at turen foregår på asfalt, grusstier eller strand. God tur!