Hallandsleden er en 450 km lang vandrerute gennem Halland med start lidt syd for Gøteborg og slut nord for Helsingborg. Ruten er fordelt på 27 etaper hvor der er shelter, bålplads og toilet. Der er nemt adgang med Øresundstoget fra København og ruten byder på varieret landskab med rig mulighed for at se både elge, vildsvin m.m. samt at bade og fiske i søer. Samtidig er det en lidt mere “ukendt” vandrerute, som er mere øde end f.eks. Skåneleden. Læs mere om Hallandsleden
Rute: Hallandsleden, syd mod nord
Længde: ca. 60 km.
Etaper: 4
Sandsjön-Långasjön (20km),
Långasjön-Eseredssjön (17 km),
Eseredssjön-Kärnebygd (12 km),
Kärnebygd-Kogstorp (17 km)
Niveau: Moderat – hård (distance)
Terræn: Primært skovstier med asfalt indimellem, kuperet terræn
Tidsforbrug: 4 dage
Transport: ca. 3 timer fra København H.
UD: Tag øresundstoget til Halmstad og skift til bus 400 i retning mod Hyltebruk/Rydöbruk som kører ca. hver 2. time på hverdage. Stå af ved Rydöbruk gamla stn. og hop nord på hallandsleden som går igennem byen. Ruten starter ca. 1 km længere fremme, hvor der er et T-kryds.
HJEM: Tag bus 555 i retning mod Ljungby/Falkenberg fra Ullared til Falkenberg station (kører hver 2. time på hverdage). Tag fra Falkenberg st. med Øresundstoget til København.
Find afgangstider for øresundstoget her
Find afgangstider for busser her
VANDREKORT & RUTE
Ruten starter i Rydöbruk et par kilometer fra Sandsjön-shelteret, og slutter i Ullared ca. 3 kilometer fra shelteret i Kogstorp.
Hallandsleden er markeret med orange farve på sten, træer og stolper eller med skilte.
TRYK HER FOR GRATIS ONLINE VANDREKORT
TRYK HER FOR AT KØBE TRYKTE VANDREKORT ONLINE.

FACILITETER
Vand
Det er meget sparsomt med vandposter på ruten, så sørg for at have et par liter med i tasken. Det er faktisk kun i Åtran ved etape 3 at der er en officielt vandpost. Vi bankede derfor på ved nogle af husene vi passerede og spurgte efter vand – de var oftest smadder søde også fik vi lige en sludder for en sladder.

Ved shelteret

Der er generelt gode faciliteter med bålplads, affaldsspande og tør-lokum ved de svenske shelters. Der er ofte lagt brænde frem, nogle gange økse/sav, avispapir til optænding osv. Hold den gode stil og efterlad evt. noget tørt småbrænde til optænding under shelteret, det er guld værd forår/efterår, når tørt småbrænde er svært at finde.
Om sommeren skal man dog været opmærksom på et evt. afbrændingsforbud, eller eldningsförbud som det hedder på svensk. I vores tilfælde var det forbudt at tænde bål, mens det var tilladt at fyre op for trangiaen hvis den stod med min. 50 cm. i diameter med hårdt underlag. Du kan finde den aktuelle information på länsstyrelsens hjemmeside www.lansstyrelsen.se. Søg på eldningsförbud, så får du hurtigt et resultat frem.
NATUREN
Det er juni og foråret har været usædvanlig varm. Vi kunne derfor snacke os igennem ruten med vilde svenske blåbær- utrolig tidligt på sæsonen da de normalt først er klar slut juli. Ud over den søde gave, var det også en utroligt smuk tur med varieret landskab, prægtig fauna og flere forskelligartede skove. Vi stødte utallige gange på ekskrementer fra elge, hjorte og andre mindre dyr og fandt ved flere lejligheder friske spor fra vildsvin. Selvom vi var mussestille, så vi desværre ikke vilde dyr på turen.



