Region Nordjylland, Vandreture i Danmark

Vestkyststien: Nationalpark Thy 68 km (4 dage)

Tag på vandretur i Danmarks største vildmark og mærk vestenvinden, få sand mellem tæerne og kom helt tæt på Nordjyllands unikke og barske natur. Her er en dansk vandrerute for de naturkræsne.

Jeg er efterhånden svær at imponere i den danske natur, hvis jeg selv skal sige det. Mange områder i Danmark reklamerer med enestående natur, men jeg må bare sige, at Nationalpark Thy trumfer det kort. Den leverede lige præcis den vildmarksfornemmelse og fænomenale naturoplevelser jeg drømte om. Nordjyllands ubarmhjertige og barske natur er noget helt særligt at opleve, og jeg elsker det. Jeg skal helt sikkert tilbage til sommer, med mit barn og et par cykler!

Om Nationalpark Thy

Nationalpark Thy er et stort og uspoleret naturområde på i alt 244 km2 som strækker sig fra Agger Tange i syd til fyret i Hanstholm i nord og bliver mod øst afgrænset af landbrugslandet. I vestthy og omkring Hanstholm findes nogle af Danmarks reneste søer. Sandflugten og den hårde vind umuliggjorde landbrug og står i dag som klitheder og plantager.

nnp-hanstholm-np-thy | Danarige.dk

Om vandreruten

Jeg var afsted med 7 andre fra min vandreklub De Studerendes Vandreklub (som på trods af navnet ikke kun er for studerende). Vi valgte at starte onsdag aften med at sove i Thyborøn og slutte med det famøse stjerneskud i Hanstholm 4 dage efter. En vandrerute gennem Nationalpark Thy på ca. 60 km fordelt på fire dage i Kristi Himmelfartsferien 2020.

Fra Agger til Hanstholm følger man cykelruten vestkyststien, men man kan som vandrer nyde de dejlige klitstier i højere grad end den officielle rute byder på. Derudover gik vi på stranden mellem Lyngby og Stenbjerg fordi vi ved Lodbjerg Fyr Shelterplads fik et praj om, at dette område var oversvømmet.

Vestkyststiens mærke

Vi gik dog tilbage kort før Stenbjerg fordi det er hårdt at gå på sand- og det resulterede i vand til knæene og gennemvåde støvler- øv! Lyt altid til de lokale! *begynderfejl*

Etaper og rutebeskrivelse

Vi havde planlagt følgende etaper:

Torsdag: Thyborøn/Agger Tange – Lodbjerg Fyr (3+15 km)
Fredag: Lodbjerg fyr – Stenbjerg Klitplantage (12 km)
Lørdag: Stenbjerg Klitplantage – Klitmøller (23 km)
Søndag: Klitmøller – Hanstholm (15 km)

Virkligheden ville det dog anderledes. Med udsigt til et kæmpe regnskyl gik vi fredag dog kun til Lyngby Redningsstation og overnattede der. Et SKØNT og anbefalelsesværdigt sted hvor der er plads til 8 mand. Der er køkken, toiletter, bad, senge, langbord og en dejlig lænestol som der hurtig blev rift om!

1. etape: Thyborøn – Lodbjerg fyr (3 + 15 km)

Der er langt til Thyborøn fra Helsingør. Derfor ankom gruppen først sent om aftenen om onsdagen. De to shelter-bunkere var optaget, så vi slog teltene op i ly bag klitterne syd for byen, omend det vist nok ikke helt var tilladt. Den lokale Købmand havde åbent til kl. 21 så vi provianterede. Der findes vand og toiletter ved shelteret, men det var låst af pga. corona-19.

Næste morgen, gik turen forbi Sneglehuset, et hus dekoreret af tusindvis af skaller, muslinger og konkylier! Der var ikke åbent, så efter et par billeder gik vi videre. En lokal ældre herre stod og vaskede bil, så vi spurgte pænt om vi måtte fylde vores drikkedunke med vand. Det måtte vi heldigvis godt.

Der herskede en smule tvivl om hvor færgen til Agger Tange gik fra. Nogle i gruppen mente at færgen sejlede fra havnen i bymidten, andre hævdede at de så færgen i udkanten af byen da vi ankom aftenen før. Vi fik lidt ekstra kilometer i benene, inden vi nåede ud til færgen ca. 3 km syd for byen. Efter 12 minutters sejlads, stod vi nu officielt i Nationalpark Thy ved Agger Tange og kunne påbegynde vores vandretur.

Med GPS’en lige ved hånden, var det nemt at finde vej på dagens første etape. Efter en hurtigt frokost på stranden, gik vi ad redningsvejen til Agger.

Redningsvejen består af græs- og sanddækkede hjulspor i et storslået og let kuperet klitlandskab med vid udsigt over klitarealerne. Agger Tange er et internationalt fuglebeskyttelsesområde, og et stykke enestående natur med en spændende kulturhistorie.

I Agger var det tid til en stor isvaffel og vi faldt hurtigt i snak med de lokale. Det blev til to hyggelige timer før vi provianterede i den lokale købmand og fortsatte til telt- og shelterpladsen ved Lodbjerg Fyr. Et anbefalelsesværdigt overnatningssted med shelter, toiletter, vand, teltpladser, varmestue med pejs og bålplads.

Efter et dejligt køligt dyp i vesterhavet, kom der hurtig god lejrbålsstemning med de øvrige gæster. Vores svensker havde taget ‘biler’ med som vi skulle riste over ilden, og det inviterede hurtigt de øvrige gæster med. Snakken gik, bl.a. med en medarbejder fra naturstyrelsen som kunne fortælle at der længere fremme på ruten var meget vådt og ufremkommelig. I stedet skulle vi gå langs stranden.

2. etape: Lodbjerg Fyr – Stenbjerg Klitplantage (12 km)

Med udsigt til en kort etape på 12 kilometer, kneb det med at komme ud af fjerene om morgenen. Det havde være en kold nat og jeg havde personligt frosset i mit telt med min sommersovepose. Lidt over 11 var der dog alligevel afgang og vi gik stille og roligt mod Lyngby Redningsstation hvor vi ville spise frokost.

Vi ankom klokken halv to med faretruende sorte skyer over os, som vi på yr.no kunne bekræfte ville udløse et ordentligt regnskyl over de næste mange timer. Det tog ikke gruppen 5 minutter at beslutte at overnatte i redningshuset, selvom vi kun havde gået 6 km denne dag og at det samtidig betød en etape på 30 km dagen efter. Vi nåede altså aldrig til det primitive overnatningssted i Stenbjerg Klitplantage.

Dagen gik dog hurtigt med at nyde regnvejret i tørvejr, spise og læse i bøger.

3. etape: Stenbjerg Klitplantage – Klitmøller (23 km)

Efter en dejlig nat på en blød madras med varme (og mus) drog vi afsted tidligt denne dag. Vi skulle indhente det vi manglede og det betød en etape på 30 km før vi nåede Nystrup Camping i Klitmøller. Med mit Garmin-ur, sørgede vi for at holde tempoet nede på 4,5-5 km/t, så vi kunne holde til de mange kilometer. Det var rigtig hårdt, men det gik overraskende godt.

Vi spiste frokost ved kirken i Nr. Vorupør og provianteret let i den lokale Meny. Vi fortsatte igennem den guddommelige natur til udsigtspunktet ved Bøgsted Rende med sømærket Thorup Båke.

Pauserne var ofte, men korte. Vi havde sat os for at spise aftensmads på restaurant i Klitmøller. Vi ankom alle haltene men i godt humør ved 18-tiden. Hvis jeg skulle give fem stjerner for suveræn service, så var det klart Nystrup Camping i Klitmøller. Alt kunne lade sig gøre, også selvom vi med vores telte og trangia egentlig ikke lagde særlig mange penge i deres kasse. Om nogen fortjener de god omtale og anbefaling.

Mindre pænt har jeg at sige om den restaurant vi spiste på: Café Hawgus. Måske føltes det som elendig service, fordi vi lige var kommet fra det stik modsatte på campingpladsen. Eller også var det bare mega dårlig service. Anyways, følte vi os ikke velkommen og da en fra gruppen venligt gjorde opmærksom på at hans cola smagte af Zero, brugte tjeneren meget tid på at vise os de tomme flasker og argumentere i mod og ligefrem håne os. For fucks sake. Det var en cola! Med gennemstegt burgerbøf og kolde fritter til deling, bliver det absolut nul stjerner herfra.

Til gengæld, var det LÆKKERT med et varmt bad de vi kom tilbage til campingpladsen og jeg var lidt i tvivl om de 12 minutter vi havde på badekortet hver, var nok. Der var føntørrer tilgængelig, så jeg kunne tilmed vaske hår uden at fryse i teltet bagefter. Sikken luksus, haha!

4. etape: Klitmøller – Hanstholm (15 km)

Fødderne havde det meget bedre dagen efter og med varm rigtig kaffe og rundstykker fra campingmutter kunne det næsten ikke blive bedre. Den sidste del af vandreturen skulle dog foregå på den asfalterede cykelsti langs hovedvejen. Lidt en skuffelse ovenpå den storslået rute vi ellers havde gået på. Gruppen delte sig i to; nogle gik langs stranden, andre gik på cykelstien. Vi havde dog fået at vide fra en lokal, at sandet mellem Klitmøller og Hanstholm var meget løs at gå på.

Vi mødtes igen i Hanstholm hvor vi havde aftalt at spise det famøse stjernskud på Det Gamle Røgeri. Men kommunikationen gik galt og vi endte på Hanstholm Madbar, et virkeligt lækkert sted på toppen af Thy.

Kl. 13.30 gik bussen fra Hanstholm til Thisted og videre til Struer og København. Kl. 21.30 var jeg hjemme i skovhuset i Helsingør igen, med lungerne fulde af frisk luft, hjertet med store naturoplevelser og sindet rig på fællesskab og godt humør. Jeg er altid et bedre jeg når jeg kommer hjem fra vandretur.

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

2 thoughts on “Vestkyststien: Nationalpark Thy 68 km (4 dage)

  1. Hvis man ikke vil telte ,men alligevel gerne vil gä turen fra Hanstholm til Skagen er det muligt at sove pä hotel eller vandrehjem?

    1. Hej Gitte, jeg har ikke gået fra Hanstholm til Skagen, så der kender jeg ikke ruten. Men hærvejen skulle gå deroppe et sted, der vil der i hvertfald være overnatningsmuligheder langs den. Venlig hilsen, Louise.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *