Nordkyststien er en 66 kilometer lang vandrerute fra Helsingør til Hundested hvor man følger den smukke nordsjællandske kyst, også kaldet Den Danske Riviera. Her er udsigt ad libitum, enestående natur, klitter, klinter og lange stræk helt nede ved vandkanten. Læs mere om Nordkyststien.
Dette er en af de etaper jeg efterhånden har gået rigtig mange gange. Det er selvfølgelig nemt når man bor i Helsingør, men den har også en rigtig god længde og Nordkyststien har noget af det smukkeste natur jeg har set i Danmark. Men det er også lidt en luksusrute; det er fristende at stoppe i Hornbæk og få en is eller bade ved Dronningmølle Strand og naturligvis slutte turen af med god mad på havnen i Gilleleje. Men der er også mennesker omkring dig hele tiden, så søger du et stille øjeblik i naturen så vælg en anden vandrerute eller del 2 af Nordkyststien.

Rute: Helsingør St. – Gilleleje St.
Niveau: Moderat-øvet, pga. etapens længde.
Terræn: Meget blandet: Skovstier, asfalt, strandstier og grusveje.
Længde: 25 km. Kan halveres ved at afbryde ruten i Hornbæk.
Transport: Nem adgang til Helsingør med Kystbanen og forbindelser til både Hillerød og Helsingør med lokalbanen ‘bananen’. Tjek rejseplanen.dk
Overnatning: Meget få overnatningsmuligheder i det fri men masser af gode Bed and Breakfast, Airbnb. Evt. prøv BrugMinBaghave.dk for overnatningsmuligheder i det fri.
Vandrekort og GPS rute
Klik her for vandrekort inkl. GPS
Det kan umuligt gå galt: hold til højre langs stranden, så er du godt på vej. Ruten er ikke markeret som sådan, men den var oprindeligt lavet til cyklister som Nordkystruten 47. Der er dog lidt for meget asfalt til min smag og jeg har med lokalt kendskab komponeret min egen GPS-version, som undgår asfaltstykket fra Helsingør til Hornbæk og tager dig ‘bagom’ nogle steder.

Du kan også se den officielle folder, men som du måske har fornemmet på mine øvrige indlæg, så er jeg ikke særlig glad for disse ulæselige foldere. Men nu har du den, og så kan du jo selv vurdere hvad der er bedst for dig.

Faciliteter på vandreruten
På denne tur er der fristelser og faciliteter hele tiden. I Helsingør og Gilleleje er der masser af overnatningsmuligheder (dog ikke overnatning i det fri) mad, proviantering, toiletter m.m. Undervejs kommer du igennem mange kystbyer med shopping, restauranter og aktiviteter.
Transport
Kystbanen kører til Helsingør hver 20. minut fra København og lokalbanen ‘bananen’ (fordi den er gul) kører hver halve time mellem Hundested, Gilleleje, Helsingør og Hillerød. Parkerer du i Helsingør, er det derfor også nemt at komme tilbage til sin bil med lokalbanen der kører direkte.
Overnatning på vandreruten
Sov under åben himmel på stranden, i telt eller shelter i skoven eller måske er du mere til den luksuriøse tur med overnatning på B&B eller hotel? Der er mange muligheder for overnatning på denne rute.
I Danmark er det tilladt at sove på stranden under åben himmel. Det er ikke tilladt at slå telt op eller andet der har samme funktion. Man må dog gerne sove under sin kajak eller båd vendt på hovedet.
Du kan også benytte shelterpladsen ved Hornbæk plantage. Den ligger dog midt i denne etape. Alternativt kan du benytte www.brugminbaghave.dk til at finde det helt rigtige sted du må slå telt op eller benytte et shelter. Derudover findes der flere campingpladser og vandrehjem undervejs, både i Helsingør, Dronningmølle og Gilleleje.
Den sidste mulighed er den mest luksuriøse: Hotel, B&B eller airbnb i hhv. Helsingør og Gilleleje. Ikke en dårlig mulighed når man har vandret 25 km og trænger til et dejligt bad.
Sightseeing undervejs på vandreruten
Ruten her, er lokal for mig og jeg vil derfor lige nævne nogle seværdigheder som jeg ikke synes, du skal gå glip af. Gider jeg gå i dybden med Kronborg og Søfartsmuseet? Nah… her er en mere lokal guide til området..
- MeetTheLocals – Fællesspisning på Toldkammeret i Helsingør, alle hverdage kl. 18 – pt. 60 kr. pr. person. Langborde, gourmetmad og 100 Helsingoranere møder du hver dag til fællespisningen i det gamle Toldkammer. Husk at booke bord – der er altid fyldt! Website: www.kuto.dk/toldkammeret
- Værftsmuseet, Helsingør – Det gamle skibsværft lukkede i 1980’erne og er i dag et moderne kulturhus (Kulturværftet) og bibliotek. Værftsmuseet er lille, men bestemt et hyggeligt og lærerigt besøg værd- også er det gamle værftsarbejdere som er frivillige. Gennemført. Hjemmeside.
- Yoga på Kronborg-ravelinen. Hele sommeren er der gratis yoga om søndagen kl. 10 på græsstykket foran Kulturværftet og Kronborg. Donationer går til velgørenhed men er ikke obligatorisk. Facebook: https://www.facebook.com/yogakronborg/
- Kulturkalenderen eksisterer ikke men Facebook begivenhederne er det tætteste du kommer på det. Og den er værd at kigge på, for der sker altid noget spændende
- Gl. Færgestræde, 3000 Helsingør – et stykke autentisk middelalder midt i Helsingør. Læs om Helsingørs gamle bydel. Skal du have hele historien med, så tag fat i Byvandringerne med André Andersen – Danmarks bedste storyteller!
- Hammermøllen – Hammermøllen blev opført i 1765 og var en af flere vandmøller på Kronborg Geværfabrik. I dag er der museum, café og endda udendørs teater ved den charmerende mølle. Adresse: Bøssemagergade 21, 3150 Hellebæk. Psst – de har lækker brunch!
- Ingen Hornbæk uden is på Danmarks måske smukkeste strand. Der er en årsag til at området bliver kaldt for ‘Den Danske Riviera’: Her er virkelig smukt og stranden ligner noget man har klippet ud af et coconut-beach resort magasin. Der er desuden også lækre butikker, så hold en lang frokostpause og nyd byen.
- Gilleleje Havn – Der er virkelig sket meget med Gilleleje de sidste 5-10 år. Byen er livet op i takt med byfornyelsen og den store kulturhussatsning. Gilleleje er nu blevet et sted vi Helsingoranere kører hen for at besøge! Vildt – mærk selv stemningen på havnen.