Nordvest for Kalundborg finder man en lille plet af guddommeligt landskab. Røsnæs halvøen blev skubbet op under istiden for 18.000 år siden og er idag en sand naturperle. Derudover er der en markeret vandrerute rundt som både gør det nemt at navigere men som også svinger forbi de 13 seværdigheder undervejs som f.eks. Danmarks største vingård, Røsnæs fyr og -krigsmuseum, Horsedalens sydlandske klima og meget mere. En vandretur i særklasse og som fortjener alle 5 stjerner herfra! Læs mere om Røsnæs
Etapebeskrivelse og GPS
Rute: Røsnæs Rundt (25km, alternativt 15 eller 10 km).
Niveau: Hård – mange højemeter og lang distance.
Terræn: Sand- og markstier og en smule asfalt. Kortere afstande på stenstrande.
Længde: ca. 25 km
Transport: Klart nemmest med bil, men se mulighederne for offentlig transport fra Kalundborg på www.rejseplanen.dk.
Overnatning: Der er flere muligheder for overnatning, bl.a. i shelter på spidsen ved fyret eller teltpladsen ved Naturskolen. Tjek udinaturen.dk og shelter app’en for faciliteter og booking-status. Du kan også sove på et Bed&Breakfast, benytte Airbnb eller hotel Kalundborg.
Det er svært at underdrive min begejstring for denne rute 😅 for det var den perfekte sammelsurium af rå natur, nem adgang, velmarkeret rute, en god portion remoteness, og nye opdagelser efter hvert sving.
Og selvom ruten er lang, så kan nem nem afkortes til både 5 og 10 kilometer og dermed ryger den i puljen af de vandreruter som passer til alle – børn, ældre, de erfarne, vildmarksentusiasterne, conveniencetyperne etc.
Hvis jeg absolut skal grave noget negativt frem om ruten (og det er virkelig navlepilleri) så ville det være:
- De kedeligste stykker var fra Ågerup til Kongstrup og fra Ulstrup til vest for Bjørnstrup. Det er en relativ stor andel af ruten, men jeg ville ikke skære det fra, for stykket mellem Kongstrup og Ulstrup er verdensklasse.
- Der var ikke adgang til vand ved teltpladsen (men måske jeg missede noget ved Naturskolen?) og givet de få overnatningsmuligheder, så var der rimelig crowded på teltpladsen sådan en sommerdag. Men det gik fint.
- Vil du overnatte i shelteret ved Røsnæs fyret (mega unikt!) så skal du komme i meget god tid, da den er populær og går efter ‘først-til-mølle-princippet’.
Det overraskede mig til gengæld positivt at man gik meget lidt på selve stranden. Selv på det stykke hvor man mest går på stranden, var der en lille sti i kanten af klinten, så man ikke skulle gå på stenene. Well done Røsnæs!
Vandretursbeskrivelse af Røsnæs Rundt
Jeg ankom dagen før jeg skulle gå og overnattede på teltpladsen ved Naturskolen. Jer der har fulgt min blog ved, at jeg har været riiiimelig uheldig med teltovernatninger og angsten for at fryse og ligge dårligt – selv på en sommerdag med 25 grader – var stor nok til at jeg gad slæbe en tyk luftmadras, sengetæppe, sovepose, vinterdyne og tøj til snestorm (bl.a. uldstrømper og uldundertøj) fra P-pladsen ca. 300 meter væk. Men det var det værd! For første gang i mit liv har jeg ikke frosset i telt. Jeg havde det lige tilpas! Det var en kæmpe sejr for mig, som ellers har droppen tanken om at telt nogensinde ville lykkedes til et punkt hvor jeg kunne sige det var behageligt.

Der var dog ikke noget vand (eller også missede jeg det ved naturskolen) og jeg blev derfor nødt til at spare på det vand jeg havde slæbt med. Derfor endte jeg også med at køre tilbage til Ulstrup næste morgen for at proviantere og do-what-you-got-to-do ved kirkens toiletter.
Jeg startede derfor også ruten et andet sted end ved GPS angivelserne i kortet ovenfor og havde så det hårdeste stykke til sidst. 😬 Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af — og heldigvis for det.
Min tur startede derfor også med det kedeligste stykke først – måske meget smart set i bakspejlet.

Over alt kunne jeg se de små “Ikke til salg” skilte som til forveksling ligner de traditionelle “til salg” skilte. Først forstod jeg det ikke, men til sidst fandt jeg ud af, at det hang sammen med, at man ikke vil have den motorvej igennem over Samsø til Århus. Og det kan jeg sagtsusme godt forstå, og når man først har gået denne tur, tænker man lidt om hovederne på Christiansborg har været udenfor den Københavnske bygrænse?
Røsnæs har i hvertfald fået min opbakning! … og lad os så lige slå fast at så langt er der altså heller ikke til Århus i bil. Vi er bare vandt til at alt ligger super duper tæt på. Hvis man synes noget andet, så skal man måske lige prøve at bo i Sverige, USA eller Australien et par måneder. Så får man et andet forhold til distancer.
På sporet også ellers derudaf

Ruten er rigtig godt markeret med gule pile og det gør det nemt at navigere. Kun tre svipsere på hele turen, men jeg var for en gangs skyld forberedt fordi jeg havde læst Frie Fodspors turbeskrivelse forud for min egen tur. Mobilen (GPS’en) kunne derfor blive i lommen og kun tages op for at tage billeder af den overdådige natur. Se DET er herligt!
I det hele taget var det super nemt at finde vej.
Røsnæs fyr (og museum)
De første 7 kilometer ud til fyret gik over stok og sten. Pludselig stod jeg ved det prægtige fyr og opdagede at foruden at det var gratis at komme op i, også var et spændende museum, hvor man kunne lære om Røsnæs (og fyrets) betydning i de forskellige krige fra 1800-tallet og op til den kolde krig. Øverst oppe – når man havde kantet sig igennem en lille lem – kunne man se både Samsø, Sejerø m.m og følge med på et 360 graders kort.
Personalet var også herligt — dog havde de kun filterkaffe i caféen. Og det var ikke lige sagen for københavnersnobben her. Og da jeg samtidig er på skrump lokkede hverken kage eller sodavand heller.

Efter fyret fortsatte historiefortællingen idét man passerede både kanonpladser og bunkere. Fine beskrivelser af betydningsfulde dage i historien gjorde det hele meget levende: fremfor blot et skilt om “her blev der skudt kanoner af i 1810” så var der en lang, levende og deskriptiv fortælling om bl.a. en afgørende oktober tåget oktober dag hvor man erobrede et svensk handelsskib fra englænderne.
WOW altså, hvis alle vandreture var sådan. Der er ingen tvivl om at en eller anden fond har kastet et betydningsfuldt millionbeløb efter Røsnæs 🤩.
Nordsiden er også dejlig
Nordsiden har fået lidt kritik på andre vandreblogs, men det forstår jeg faktisk ikke. Om det er fordi jeg vandrede den på en solrig sommerdag eller bare generelt er let at fascinere, så synes jeg den også var vidunderlig. Nyby havn er en perle i sig selv og der er bygget et stort sted hvor man kan komme i læ for vind og vejr på vinterdage. På en solrig sommerdag som denne, var Nyby også samlingsstedet, hvor køen til isen lang og hvor børn og voksne badede i det azurblå vand.
Oprindeligt havde jeg tænkt, på grund af mine rygproblemer, at skære min tur af her og gå direkte tilbage til Ulstrup, således min tur ville ende på ca. 15 kilometer. Men min ryg havde det overraskende fint og selvom jeg indtil da kun havde afprøvet max 18 km med ryggen, jeg valgte at fortsætte øst på til Ågerup.
Det fortrød jeg på ingen måde da jeg først var kommet afsted.
Den smukke natur fortsatte helt til sommerhusområdet i Ågerup omend der var en virkelig fæl stank af råddent tang 🤢. Kun stykket mellem Ågerup og Kongstrup var jævnt kedeligt asfalt.
Kongstrup – spor fra istiden
Dette stykke fra Kongstrup og frem til Ulstrup har et helt særligt udtryk og det er nemt at forestille sig at stå i en anden verden – i et istidslandskab med smeltede gletchere og store enge.
Men på denne sydside af Røsnæs blev der etableret 12 lergrave i 1940’erne, mange af dem fremstår som landskabssår og andre som moser. Der er også klinter, hvor der ikke er gravet, og de flyder ud på samme måde som en gletsjer. Læs om Lecaværket på Røsnæs
Det var klart den hårdeste del af ruten, idet stien gik op og ned, op og ned af de stejle bakker. Det hjalp heller ikke, at jeg havde taget for lidt vand med og med de lange mellemrum mellem vandposterne, så blev det ganske ubehageligt med de 28 graders varme denne dag.
Men jeg kom i mål i Ulstrup og kunne velfortjent slupre en kold iste i mig og køre videre til dagens nye overnatningssted ved Ordrupnæs.