Region Hovedstaden, Vandreture i Danmark

Nordkyststien: Gilleleje – Tisvildeleje (21 km)

Nordkyststien er en 70 kilometer lang vandrerute fra Helsingør til Hundested hvor man følger den smukke nordsjællandske kyst, også kaldet Den Danske Riviera. Her er udsigt ad libitum, enestående natur, klitter, klinter og lange stræk helt nede ved vandkanten. Læs mere om Nordkyststien

Rute: Nordkyststien etape 2: Gilleleje – Tisvildeleje
Niveau: 
Let – dog en bakke på 4% stigning over én kilometer
Terræn: 
Asfalt/grusstier/strand
Længde: 
21 km
Transport:
Der er lokaltog til Gilleleje fra både Helsingør og Hillerød. Fra Tisvildeleje går der også lokaltog: først til Helsinge og derfra videre til Gilleleje og Hillerød. Tjek rejseplanen.dk
Overnatning: Der er ikke rigtig nogle shelter eller teltpladser langs denne rute. Benyt www.udinaturen.dk, www.brugminbaghave.dk for at se mulighederne i naturen eller sov under åben himmel på stranden. Alternativt kan du søge på Airbnb, B&B eller hotel for mere luksuriøse ophold.

Rutebeskrivelse og GPX

Vandreturen starter ved Gilbjergsstien i Gilleleje og går vestpå. Det er en rigtig fin og hyggelig sti mellem gamle og nye sommerhuse i verdensklasse. Stien slutter kort efter Restaurant Kystgaarden, hvor man kan nyde en kold øl eller vand med ‘Danmarks bedste udsigt’- jeg er enig i deres slogan.

Det er her ved stiens afslutning at man for alvor mærker forskellen mellem Cykelruten 47: Nordkystruten og Nordkyststien for vandrere (som ellers ofte er brandet under samme navn). Ruten som jeg har opmålt til vandring, går her ned på selve stranden og man går i vandkanten frem til Smidstrup Strand, hvor man bliver tvunget ‘op på land’.

Forsøg ikke på at forsætte på stranden – jeg har prøvet to gange og har måtte gå store omveje fordi det ikke var muligt. Jeg har også forsøgt at komme tilbage til stranden mange steder før det angivne på kortet- men det har resulteret i store omveje. Så lad være med at spilde din tid og kræfter: bliv på vejen frem til Udsholt Strand, hvor du igen kan gå på stranden.

Efter ca. 11 kilometer ankommer du til Rågeleje hvor der er caféer og overnatningsmuligheder. Du går nu på en dejlig strandpromenade som minder lidt om de flotte strandpromenader fra hollywood film – det er fantastisk!

Heather Hill og et stykke med asfalt
Efter Rågeleje kommer du videre til et imponerende stykke fredet naturområde med smukke græs- og lyngbevoksede bakker, nemlig Heather Hill

Desværre er det tilbage på asfalten et stykke tid, men det er absolut ikke kedeligt. Nu kommer man nemlig igennem det store sommerhusområde ved Vejby Strand og her er masser at kigge på hvis du, ligesom jeg, nyder at se de mange forskelligartede sommerhuse og beplantninger. Ingen typehuse her, men masser af kærlighed, kreativitet og mangfoldighed. Du vil hurtige se at der mellem bilerne i millionklassen også holder familie-skodaer og cykler. Det er et dejligt mangfoldigt område og det præger sommerhusene og haverne.

Den Friske Fisk – don’t miss out!
På vejen ind mod Tisvildeleje ligger der en butik med de mest guddommelige fiskefrikadeller jeg nogensinde har smagt: Den Friske Fisk (måske det også har noget at gøre med, at man på det tidspunkt har vandret 17 km??). Snyd i hvertfald ikke dig selv for to hånddeller, så kan man lige klare de sidste 5 kilometer i mål.

Helene Kilde
Kort før Tisvilde, ved de 19 km, finder man Helenekilde. Siden 1200-tallet har kilden været valfartssted for syge, der søgte helbredelse i kildevandets formodede helbredende kraft. Senere, fra ca. 1600-tallet ved man, at det ikke kun var fattige der besøgte kilden, men også lærde og selveste kong Christian 4. Tisvilde blev sidenhen – og er stadig- et kurbadested. Læs mere om Helene Kilde på Wikipedia

I Tisvildeleje venter dig et overfyldt ishus, en strand sort af mennesker og biler og som regel lidt musik til ørene. Sådan en beskrivelse vil normalt sætte mig i sprint væk derfra, men stedet ER noget særligt om sommeren, på samme måde som en koncert også bare er bedre med andre, og det er helt klart værd at blive en overnatning (eller to).

DOWNLOAD GPX TIL DIN ENHED ELLER FØLG RUTEN ONLINE HER

Faciliteter på vandreruten

Som jeg også beskriver på rutens overordnede beskrivelse, så er der masser af faciliteter undervejs fordi man kommer igennem en masse byer. Det gør ikke etapen mindre naturskøn, for det er virkelig nogle herlige områder undervejs.

Toiletter: Find toiletter ved Gilleleje Station, Gilleleje by (caféer), Restaurant Kystgården (sommersæson), Udsholt Strand, Tisvildeleje Strand.

Proviantering: I Gilleleje finder du masser af shoppingmuligheder og i Tisvildeleje finder du en lokal købmand med det hele!

Transport: Se beskrivelse øverst i indlægget.


<< Tilbage til beskrivelsen af Nordkyststien

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *