Region Hovedstaden, Vandreture i Danmark

Lynæs rundt (10 km)

På vandretur i Nordsjælland

Kortplacering over vandretur i Nordsjælland

Rute: Lynæs rundt, med start og slut ved Vibehus St. (Hundested)
Niveau: 
Mellem
Terræn: 
Stier
Længde: 
10 km
Transport:
Der er lokaltog til Hundested som stopper ved Vibehus st. Tjek rejseplanen.dk for afgangstider.
Overnatning: Der er shelter ved Lynæs Havn, men ingen teltpladser langs denne rute. Benyt www.udinaturen.dk, www.brugminbaghave.dk og Shelter App’en for at se mulighederne i naturen eller sov under åben himmel på stranden. Alternativt kan du søge på Airbnb, B&B eller hotel for mere luksuriøse ophold.

Turbeskrivelse af Lynæs Rundt

WAOW siger jeg bare! En lille vandretur med stor selvtillid. Jeg havde ikke forventet at vandre i 40 meters højde og spejde ud over Roskilde Fjord i total stilhed, badet i solskinnet der også reflekterede i havet. Ærligt, jeg havde ikke gjort mit research ordentligt, hvorfor jeg egentlig ikke havde de store forventninger til denne korte tur. Men jeg kan med sikkerhed sige, at denne tur er røget direkte ind på top 3 over mine yndlingsture i Danmark!

Måske var det højdemeterne der gjorde udslaget, med udsigten over Roskilde Fjord. Eller den totale stilhed? Det kunne også være min overraskelse over at ‘Amtsvejen’ ikke er en trafikeret landevej, men en øde marksti med kun heste som selskab? Der var også noget ved at hele vandreruten på en eller anden måde fandt de små skov- og markstier hele vejen, og turen derfor føltes som om man var langt væk fra alt?

Som du kan høre er der mange årsager til, at denne tur får 5 stjerner af mig. Så selvom der måske virker meget langt til Hundested (det er der også) så er det hele turen værd!

Rutebeskrivelse og GPX

Ruten starter ved Vibehus St. hvor der også er gratis parkering. Den første halve kilometer skal man lige ud af ‘byen’ ved at gå forbi en skole og nogle boligblokke ad nogle lidt gemte stier. Jeg blev faktisk lidt irriteret, for hvad var det dog for en dårlig rute allerede! Men senere går det op for mig, at det er fordi 99% af turen undgår asfalt og forstår nu, at dette første stykke blot var et forsøg på at finde et grønt smuthul.

Efter boligblokkene kommer man hurtigt ud i det åbne landskab og man drejer til højre af Amtsvejen. Jeg var lidt forvirret, for jeg troede det var en trafikeret hovedvej, men istedet står jeg på en øde markvej. Glæden var stor!

Vandring på Amtsvejen ved Hundested

Efter et langt stykke på Amtsvejen, kommer man ned til Sølager Havn hvor der går færge til Kulhuse. Ved Sølager Havn kom endnu en fantastisk smuk udsigt; udsigten ud over Roskilde Fjord. På denne dag, 2. juledag 2020 var der tilmed så stille, at man næsten kunne høre fiskene svømme under vandoverfladen. Vandet var helt turkis blåt, og var det ikke fordi mine fingre var frosset til is, kunne man næsten bilde sig selv ind at man stod på en sydhavsø.

Vandring ved Sølager Havn i Nordsjælland
Man kan næsten fornemme stilheden på billedet fra Sølager Havn

Jeg havde ikke meget lyst til at gå videre herfra, men hunden trak utålmodigt i snoren. Men det næste var nu heller ikke så ringe endda, for lige som man troede man var blevet imponeret nok for denne dag, går stien op i 40 meters højde (vises ikke på højdemåleren af en eller anden årsag?)… og derfra… ja, der var ikke flere ord tilbage i mig.

Udsigt fra vandreturen ved Lynæs i Nordsjælland

Man kan sige hvad man vil om dårlig planlægning, men det var sgu optur med alle de jaw-dropping moments.

Efter at have mistet pusten (bogstaveligt talt) gik ruten ned til den hyggelige Lynæs Havn. Mens man zig-zaggede imellem alle bådene som var trukket på land, bredte den velkendte duft af fiskefrikadeller fra havnens restauranter. Jow tak, maven den begyndte at skrige gevaldigt som en desperat 2-årig efter is. Jeg havde ikke taget madpakke med, for det var jo bare en kort tur, og min uopdragne hund kan ikke sidde alene et øjeblik. Så ingen fiskedeller til mig! I stedet løb jeg nærmest derfra ad stranden mod Lynæs Fort.

Derefter bevægede ruten sig på magisk vis igennem den grønne kile i Hundested ved Valdemar Poulsens Høj og videre over en græsmark med får, før den snoede sig langs jernbanen det sidste stykke til Vibehus St.

Faciliteter på vandreruten

Toiletter: Der er toiletter og vand ved Lynæs Havn. Derudover masser af små kroge hvor man kan tisse i naturen 🙃

Proviantering: Det er muligt at proviantere i Lynæs og ved Vibehus st. ligger også en Rema1000.

Transport: Se beskrivelse øverst i indlægget.

Overnatning: Der er shelterplads ved Lynæs Havn hvor der også er toiletter. Download Shelter App’en for at se mere. På ruten kommer man også forbi nedenstående shelter, men jeg tror den er privat, da den ikke findes på udinaturen.dk eller i shelter app’en. Den ligger ellers godt, lidt for sig selv men med udsigt ud over Roskilde Fjord 🙂

Shelter på vandreruten ved Lynæs i Nordsjælland

Se andre rundture i Nordsjælland

Furesø Rundt (21 km)
Læs mere
Gurre Sø Rundt (10 km)
Læs mere

<< Se oversigt med alle rundture

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

6 thoughts on “Lynæs rundt (10 km)

    1. Hej Per, det er den desværre ikke. Men man kan gå lange stræk uden at skulle forholde sig til GPS. 🙂

      1. Hej Louise
        Vi gik turen i dag, vi havde ingen problemer med at finde vej, fed tur, bare ærgeligt vi ikke kunne få kaffe i Lynæs havn.
        Vi vil helt sikkert checke dine ture næste gang
        Mvh. Per

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *