Region Hovedstaden, Vandreture i Danmark

Hornbæk Plantage og By Rundt (Loop 14 km)

Midt i Den Danske Riviera ligger Hornbæk – badebyen med 3.600 indbyggere og godt 35.000 feriegæster årligt. Og har man været i Hornbæk på en varm sommerdag, så forstår man godt hvorfor folk valfarter dertil. Skovene, vandet og byen smelter sammen på forunderligste vis og så kan byen byde på Danmarks måske bedste badestrand. Denne vandrerute byder på ‘det bedste af Hornbæk’ og er smuk uanset årstid.

Etapebeskrivelse og GPS

Rute: Det Bedste af Hornbæk – Loop 14 km
Niveau: Let 
Terræn: Asfalt, grusstier
Længde: 
14 km
Transport: 
Nemt med både bil og offentlig transport

Transport til vandreruten

Du kan parkere på parkeringspladsen ved rutens begyndelse. Om sommeren kan det være svært at finde en plads inde i byen på grund af de mange feriegæster. 

Skal du med det offentlige, kan du fra Helsingør komme med lokaltoget som stopper med i byen (ruten krydser stationen). Tjek de aktuelle afgangstider på  www.rejseplanen.dk.

Overnatning på vandreturen

Telt/Shelter: 
Der er flere muligheder for overnatning, bl.a. fri teltning i Klosteris Hegn syd for byen og der er to mindre shelters i selve plantagen. Se kortet ovenfor. Det er et populært område med mange lokale og feriegæster, så kom tidligt hvis du vil have en chance for at sove i shelters. Smid en kommentar hvis du vil have mine anbefalinger som passer til din tur, og tjek selv udinaturen.dk og shelter app’en for faciliteter og booking-status. 

Camping: 
Der findes dejlige campingpladser i Dronningmølle og Ålsgårde hvis man er der på sin vandretur hvor man trænger til et bad eller foretrækker de mere luksuriøse toiletforhold 🙃

Hotel m.fl.: 
Du kan også sove på et Bed&Breakfast, benytte Airbnb eller hotel i nærheden.

Afmærkning

Ruten er ikke afmærket da det er en tur jeg selv, som lokal, har opfundet. Jeg synes selv den er meget lige til, men brug AllTrails App’en hvis du er i tvivl – den koster gratis. 

Natur og oplevelser undervejs

Oplevelserne undervejs vil afhænge af, i hvilken årstid du vandrer turen og hvordan vejret er. På en vinterdag med solskin kan der være lige så mange i skoven som på en regnfuld sommerdag. Om sommeren er der masser af liv i selve byen, med markeder, havn, badegæster, caféer, isboder og ikke mindst Det Fedtede Hjørne – Streetfood i sandet om sommeren. (De serverer også særdeles gode drinks!)

Jeg bor selv i Helsingør og vi besøger jævnligt Hornbæk om sommeren, simpelthen fordi der er sådan en dejlig stemning, Danmarks måske bedste badestrand og masser af natur at gå i. 

Om vinteren kan jeg godt lide at gå i plantagen, især på solskinsdage eller de disede som denne gang. For 2 år siden var Hornbæk Sø frosset helt til og vi havde masser af sjov på isen. 

Langs stranden finder man også en masse bunker-ruiner, noget jeg ellers kun har set på vestkysten. Nogle kan man klatre på, andre kan man gå ind i, men de er i dårlig forfatning. 

Fra stranden kan man se til Sverige og ikke mindst Kullen

Der er også mange muligheder for at fiske i området. I Maj svømmer hornfiskene bl.a. helt op på stranden ved Kronborg. Der er fangstgaranti – en sand fornøjelse for store og små. På sensommeren er Øresund pakket med tun og fra Helsingør sejler turbådene dagligt ud på Øresund til havfiskeri – her man kommer sjælendt tomhændet hjem.

Efter at have gået langs vandet i 5,5 km. drejer ruten sydpå mod Kildekrog, Horneby og Hornbæk Sø. Jeg synes selv det er en dejlig afveksling, men det er mest asfalt og sommerhuse. Jeg synes dog der er nogle skønheder – ikke sådan et kedeligt kvarter. Men man kan også gå samme vej tilbage som man kom fra, hvis man vil være denne del foruden.

Proviantering og faciliteter

Der er mange muligheder for proviantering undervejs. Du cirkler rundt om Hornbæk by, som både sommer og vinter har indkøbsmuligheder, caféer og isboder åbent. Her er det også muligt at finde toiletter. I sommerhalvåret er der også offentlige toiletter på havnen. 

Terræn

Terrænet på denne vandrerute i Hornbæk er fladt og består mest af tørre skov- og grusstier. Der er en smule asfalt undervejs. Ved Hornbæk Sø kan du forvente en del mudder hvis det har regnet for nyligt, men ikke mere end et par solide vandrestøvler kan klare 🙂 

God tur!

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

Få besked når der kommer nyt indhold 📩 🥾

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.