Region Hovedstaden, Vandreture i Danmark

Furesø Rundt (21 km)

Lige der, lidt nord for København og mellem Holte og Farum, ligger Furesøen og glimter så smukt. Med sine 9.41 km2, tikker hun ind på en 7. plads over danmarks største søer, og byder på varieret landskab og liebhaveri af højeste klasse. Snyd ikke dig selv for denne skønne vandretur på 21 km.

Kort over vandreturen Furesø Rundt

Vandreruten Furesø Rundt

Rute: Furesøen rundt (loop)
Niveau: 
Moderat (distance + terræn)
Terræn: 
Asfalt/grusstier/skovstier
Distance: 
21 km.
Alternative distance: En halv rute Farum-Holte. Nordgående 7 km eller Farum-Holte Sydgående 14 km.
Transport:
Der er mange muligheder for at hoppe på denne rute hvis du benytter offentlig transport. Jeg anbefaler fra Farum st. men Holte station er også et godt bud. Tjek rejseplanen.dk. Kommer du i bil, kan du holde nærmest alle steder langs ruten. Jeg satte bilen ved Holte roklub hvor der var masser af P-pladser og skygge for varmen.
Overnatning: Der er utrolig mange primitive overnatningssteder på sydsiden af søen (se billede herunder). Men der kan godt være optaget- særligt for shelters. Så kom ikke for sent til camp og undersøg om der er booket i forvejen. Du kan se det hele, og evt. booke dit shelter på www.udinaturen.dk . Er du til mere luksuriøse forhold er der hoteller, airbnb og B&B i både Farum og Holte.

Overnatning på vandreruten Furesø Rundt

Rutebeskrivelse og GPS

Det var ikke med vilje, at vi valgte at vandre på årets absolut varmeste dag med en temperatur på 32 grader. Men jeg havde de vildeste vandreabstinenser. Og ærligt, så var det for varmt for Momo, selvom han – som nogle af jer ved – er en gadehund fra Portugal der helst ligger i solen i min 45 grader varme udestue. Problemet var nok også, at badning og drikkelse fra søen var giftigt på grund af alger. Det var lidt svært for Momo at forstå, og jeg måtte derfor give ham vand og ‘vande ham’ ca. hver 2. kilometer.

Lesson Learned. Personligt havde jeg det fint, og det var da godt at prøve ift. en evt. vandretur syd på ☀️🇪🇸.

Furesø Rundt med hund

Terrænet var meget blandet, hvilket gjorde, at det ikke blev kedeligt at vandre på noget tidspunkt af turen. Der var masser af natur og skønne kroge, hvor man kunne tage flotte billeder eller sidde på en bænk og lade hovedet tømme. Særligt området nord for Holte Roklub og hele sydvestsiden af øen var særdeles naturskøn med de store skove og spektakulære udsigter.

Indgang til Vaserne ved Furesø
Indgang til ‘Vaserne’ – et 135 hektar fredet sumpområde

Der gik dog en del løse hunde rundt, hvilket både var ubehageligt og decideret irriterende fordi Momo ville slås. (Og hvis du tænker lige nu, hvorfor jeg ikke opdrager min hund, så kan jeg heldigvis fortælle dig, at det gør jeg også. Vi er nået milevidt siden jeg fik en meget skræmt lille og undernæret gadehund ind ad døren sidste efterår).

Ved den sydøstlige og østlige del af søen, kommer du igennem et liebhaver-kvarter. Og vi snakker ikke bare lidt rige folk. Vi snakker om de MEGA rige mennesker der bor her bag massive porte og tårnhøje bøgehække. Ind imellem kan man betragte disse huse og deres helt egen skønhed. Men jeg vil nu hellere kigge på naturen og gå på dens stier.

Følg ruten eller download GPX til din enhed her

Den sidste stjerne mangler

Simpelthen fordi, jeg mangler skiltning! Det er så oplagt at mærke ruten rundt om søen, og med så stor popularitet som søen og vandreruten har, så undrer det mig, at det ikke er gjort endnu. Det ville gøre oplevelsen meget bedre, fordi man ikke hele tiden skal finde sin telefon frem for at navigere.

Andre vandreruter i loop

Kullen (11 km)
Læs mere
Gurre Sø Rundt (10 km)
Læs mere
Sjælsø Rundt (11 km)
Læs mere

Se dem alle her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *